Gentofte Kommune
Styrket MED-samarbejde som løftestang for implementering
Baggrund og behov
Gentofte Kommune har gennem længere tid arbejdet strategisk med at styrke sin kapacitet til at implementere forandringer tættere på praksis. En væsentlig udfordring har været at sikre, at forandringer ikke blot besluttes og kommunikeres centralt, men også bliver levet og ejet i hverdagen af medarbejdere og ledere.
Her spiller MED-samarbejdet en central rolle som bindeled mellem strategiske beslutninger og den daglige virkelighed. Kommunen ønskede derfor at styrke og udvikle samarbejdet i MED-organisationen, så det i højere grad kunne understøtte, fremme og accelerere implementering.
Løsning
Der blev designet og gennemført et fælles seminar for MED-udvalg under pleje- og sundhedsområdet med fokus på at styrke MED-samarbejdets rolle i implementering. Forløbet tog udgangspunkt i implementeringsforskning, organisationspsykologi og hjerneforskning - inspireret af bl.a. Hverdagsimplementering (Dansk Psykologisk Forlag).
Formålene med seminaret var at:
- Skabe et fælles sprog om arbejdet med implementering af forandringer i praksis.
- Give konkrete værktøjer til at arbejde med forandringer - både i forhold til at skabe retning, motivation og handlekraft.
- Øge forståelsen for reaktioner på forandringer og hvordan man som MED-repræsentant kan understøtte tryghed, mening og engagement.
- Skabe et rum for fælles refleksion, sparring og netværksopbygning i MED-samarbejdet.
Indholdet var:
- Fælles forståelse af MED's rolle i implementeringsarbejdet. Hvordan kan MED spille en aktiv rolle i at omsætte beslutninger til handling - uden at tage ansvar fra ledelse eller medarbejdere?
- Tidlig involvering og fælles opmærksomhed. Hvordan kan MED bringes i spil tidligere i forandringsprocesser - og hvordan får vi øje på det, der står i vejen for, at forandringer lykkes i praksis?
- Når hjernen spiller dig et puds i forandringer. Hvad siger nyeste hjerneforskning om vores evner til at være rationelle? Hvad betyder det for vores forståelse af begrebet "modstand mod forandring" - og hvordan håndterer vi bedst det, man også kunne kalde forsvar mod usikkerhed?
De tre indsatser, der er vigtigst for at arbejde med forandringsledelse i praksis, blev samlet i Safarimodellen - sæt retning, lav handling, giv handlekraft og arbejd med engagement.
Resultater
Seminaret har skabt en ny fælles forståelse i MED-organisationen af, hvordan man kan spille en aktiv rolle i implementeringsarbejdet. Det har samtidig givet deltagerne konkrete værktøjer og metoder, som de umiddelbart kunne tage med hjem og anvende i deres praksis. Deltagerne har desuden fået øget forståelsen for psykologiske reaktioner på forandring - herunder hvordan man som MED-repræsentant kan understøtte tryghed og fremme konstruktiv dialog om vanskelige emner. Endelig har en række af deltagerne givet udtryk for, at de har en oplevelse af, at de selv kan gøre en forskel - også som MED-repræsentanter - i forandringsprocesser.
