Managing Transitions
Den praktisk-psykologiske
Lad det være sagt med det samme: Denne bog gjorde en verden til forskel for os. Den satte nemlig ”formel” på, hvordan man i praksis kan kombinere et strategisk blik på organisatorisk forandring med et organisationspsykologisk – og samtidig være ekstremt konkret og tage udgangspunkt i den hverdag, der er i organisationer.
Det fornægter sig ikke, at forfatterne selv er mangeårige ledelsesrådgivere og derfor er meget handleanvisende. Bogens udgangspunkt er en opdeling af organisatorisk forandring i en strategisk/rationel del kaldet ændring (en ydre proces) og en psykologisk del (indre proces) kaldet transition. Det er særligt den psykologiske overgang, mennesker skal igennem, når noget nyt indføres i organisationer, der overses.
Bogen beskriver tre faser, som transitionen består af: Afslutning, hvor mennesker skal give slip på det gamle; Neutral zone, en usikker mellemperiode præget af forvirring, tab og mulighed for nytænkning; og Ny begyndelse, hvor nye roller, identiteter og arbejdsmåder begynder at tage form. Bogen understreger, at ledere ofte undervurderer betydningen af afslutninger og dermed skaber det, vi ofte kalder modstand. Men som ofte handler om usikkerhed og som derfor skal inviteres indenfor for aktivt at hjælpe mennesker med at forstå, hvad de mister, hvad der består, og hvad der kommer i stedet.
