Vanens magt
Den vanedannende
Mennesket er grundlæggende et vanedyr. Det er derfor, vi har så svært ved at forandre os - sådan rigtigt. Måske har du også haft svært ved at få fuldbragt dine nytårsforsætter - præcis som alle os andre. Og måske har du også prøvet på egen krop, hvor svært det er at forandre dine kolleger, selv om dit forandringsprojekt er rigtig godt tænkt.
I denne bog dykker journalist og Pulitzer-vinder Duhigg ned i den seneste forskning omkring vaner og ser bl.a. på, hvordan de skabes og lagres i vores hjerner. Vanens magt ligger i, at der opstår en vanesløjfe, som har en tendens til at forstærke sig selv. Sløjfen består i, at vi, når vi får et bestemt signal, går på autopilot og gennemfører en rutine, som giver os en belønning. Belønningen medfører, at vi så igen får en trang til at gøre det hele igen.
Bogen er bygget op om dette simple postulat, men viser igennem et hav af eksempler, hvordan både forskning og praksis har vist, at meget af vores adfærd er styret af netop vaner. Bl.a. er der et meget spændende eksempel med svømmeren Michael Phelps.
Bogen er desuden bygget op med først de individuelle vaner, så succesfulde organisationers vaner og til sidst samfundsvaner.
